Smuk som et stjerneskud
Glæd dig til en udstilling fyldt med musik, glitter, glamour og masser af nostalgi, når Greve Museum inviterer indenfor til en farverig rejse gennem Dansk Melodi Grand Prix-historie.
Smuk som et stjerneskud - Glamourøse kostumer fra Dansk Melodi Grand Prix
Glæd dig til en udstilling fyldt med musik, glitter, glamour og masser af nostalgi, når Greve Museum inviterer indenfor til en farverig rejse gennem næsten 70 års Dansk Melodi Grand Prix-historie.
I udstillingen kan du komme helt tæt på de fortællinger, der har gjort Grand Prix til en del af dansk kulturhistorie. Her møder du kjoler og outfits, der har været båret af både sangere og værter, og som har sat sig fast i den danske Grand Prix-hukommelse. Fra Birthe Kjærs røde kjole og Tommy Seebachs scenetøj til nyere kostumer fra Sissal og Søren Torpegaard Lund fortæller udstillingen om show, stil, identitet, drømme og fællesskab.
Dansk Melodi Grand Prix er mere end en sangkonkurrence. Det er en folkelig kulturbegivenhed, der har samlet generationer foran skærmen, sat gang i samtaler og fået os til at synge med. Kostumerne er derfor ikke bare stof og pailletter. De er kulturhistorie, og de fortæller om tidens mode og måder at fremtræde på.
Kostumerne er udlånt af DR’s kostumeafdeling, og udstillingen er oprindeligt produceret af Gimsinghoved i Struer, men der er helt nye tilføjelser til udstillingen på Greve Museum.
I løbet af udstillingsperioden kan du glæde dig til arrangementer og events med inspiration fra Grand Prix-universet.
Udstillingen vises på Greve Museum fra 23. juni 2026 til 28. februar 2027 og præsenteres i samarbejde med DR.

