Hedebo Highlights

Greve Museum har gennem tre årtier indsamlet, udstillet og udforsket den lokale broderitradition, som er kendt under betegnelsen hedebosyning. Med udstillingen Hedebo Highlights, ønsker museet endnu engang at fejre og udforske Hedeboegnens rige tekstile historie gennem omhyggeligt udvalgte genstande fra museets samling.

Flere hvide hedebosyninger er fundet frem fra museets samling og er hængt op på nye måder. Nogle er hængt op, således at publikum kan komme helt tæt på og endda røre broderierne med handsker på, mens andre hænger højt oppe i loftet i svungne former og med en belysning, der iscenesætter de mange sting og motiver.

Foruden de mange hvide syninger viser udstillingen dragtdele fra den traditionelle egnsdragt – hedebodragten. Gennem de udsmykkede guld- og sølvnakker, de detaljerede mønstre og den rige farvepalet, viser Hedebo Highlights en fascinerende kontrast mellem de sirligt broderede hvide hedebosyninger og de noget mere ekstravagante og pyntede dragter og huer.

Hedebosyning – en del af Greves og Danmarks tekstile kulturarv

Der er i ikke tvivl om, at de hvide hedebosyninger har en helt særlig plads i Greve Museums samling, og i udstillingen vises et udvalg af både pyntehåndklæder, knæduge, skjorter og kraver, som alle er rigt udsmykket med de traditionelle hedebobroderier.

Hedeboegnen eller blot heden er området mellem det sydlige København, Roskilde og Køge. Det var i perioden fra omkring 1780 til begyndelsen af 1900-tallet centrum for denne unikke broderiform, der i dag anses som en væsentlig del af dansk tekstil kulturarv. Navnet heden refererer til, at området var skovløst i en periode, hvor det meste af Danmark var skovklædt, og denne hede var i modsætning til den jyske hede et område med en yderst frugtbar jord. Man mener, at den frugtbare jord blandt andet var en medvirkende faktor til, at kvinderne havde overskud af tid til at beskæftige sig med broderi.

I anden halvdel af 1800-tallet fik hedebosyning international anerkendelse på flere verdensudstillinger, og i samme periode blev hedebosyninger desuden registreret, indsamlet og bevaret på Dansk Folkemuseum (i dag Nationalmuseet). Her blev syningerne hyldet som en vigtig del af Danmarks nationale kulturarv. Efter århundredeskiftet voksede interessen for hedebosyning i Danmark og blev til en populær beskæftigelse for kvinder landet over. Denne stigning i popularitet kan delvist tilskrives arkitekterne Martin Nyrop og Anton Rosen, som mente, at hedebosyningerne viste den folkelige ånd og skabertrang – ”det ægte danske”. De stiftede i 1907 Selskabet for Hedebosyningens Fremme, hvis mål var at sprede kendskabet til hedebosyning og andre former for traditionelt dansk håndarbejde.

Teknikker og tradition

Hedebosyning er ikke én teknik, men omfatter syv forskellige broderiteknikker. Fælles er, at teknikkerne alle er udført med hvidt hørgarn på hvidt hørlærred, og teknikken har udviklet sig gennem tiden.

Den ældste af hedeboteknikkerne er syede blonder, hvor hørtråd anvendes til delikat kantudsmykning på kraver og manchetter. Tællesyning, kendt fra starten af 1700-tallet, præsenterer geometriske mønstre skabt gennem fladsyning over nøje talte tråd. Fra sidste halvdel af 1700-tallet og frem ser vi dragværk, hvor tråde trækkes ud og danner et net, der fyldes med forskellige motiver. Rudesyning tog form i begyndelsen af 1800-tallet og involverer udklip af små ruder i stoffet for at danne motiver. Denne teknik blev snart fulgt op af hvidsøm, som brød med de tidligere teknikkers lineære og geometriske mønstre ved at introducere svungne motiver af blomster og blade, som bevægede sig ud over at følge stoffets trådretning. Omkring 1840 blev baldyring introduceret, hvor åbne, udtrukne felter blev fyldt med detaljerede syninger omkranset af florale og bladformede mønstre. Særligt de to sidstnævnte teknikker var til stor inspiration for de arkitekter, som overførte formsproget fra tekstilerne til blandt andet stuk.

Sidst, men ikke mindst, udvikledes udklipshedebo i midten i 1800-tallet, hvor syersken klippede huller i stoffet på tværs af trend og islæt. Disse huller fyldtes efterfølgende med kniplingssyning og såkaldte hedeboringe. De syv teknikker illustrerer tilsammen den store kreativitet og tekniske dygtighed, der kendetegner hedebosyningen. Dét er med til at gøre hedebobroderi til en værdifuld del af både dansk og international tekstil kulturarv.

Knald på farverne

Mens de omhyggeligt udførte hvide broderier skildrer den udsøgte finesse i Hedebo-teknikkerne, er der i udstillingen tilført endnu en dimension til forståelsen af lokal tekstilkultur gennem den traditionelle hedebodragt. Disse dragter står ikke blot som symboler på dagligdagens praktiske brug, men også som kulturelle udtryk for social status og identitet inden for lokalsamfundet. Dragtdelene er udstillet hver for sig, således at man nemmere kan studere detaljer og farvespil.

Farver spillede en markant rolle i hedebobøndernes garderobe, og det står i modsætning til de mange hvide broderier, som opleves i udstillingen. Mens mændenes klædedragt kunne inkludere farverige elementer i form af en rød kofte udsmykket med to rækker af sølvknapper, hjorteskindsbukser udsmykket med sirligt broderi og sølvknapper eller skjortekraver udsmykket med hedebosyning, var kvindernes dragter om muligt endnu mere udsmykkede. Kvindedragten var ofte sammensat af flere lag skørter og forklæder, rige på farver og mønstre, som afspejlede både moden og den individuelle bærers status.

Særligt de femfoldede huenakker var ekstravagant udførte og fungerede som klare sociale symboler inden for samfundet. De var sirligt broderede med sølv og guldtråde, og ikke mindst brugen af dyrebare materialer i disse huer var et tydeligt tegn på rigdom og status. Huen var kendt for sin symmetri og detaljerigdom, og det understreger den høje værdi, der blev lagt i personlig præsentation og social anerkendelse.

Hedebodragten er i dag derfor ikke blot en beklædningsgenstand, men et levende bevis for en tid, et sted og dets mennesker. Den viser en sammenhæng, der forbinder teknik, kulturhistorie og æstetisk udtryk. Dragten er en del af en større kulturel og historisk kontekst, der beriger forståelsen af håndarbejdets kunst og dets integrerede rolle i dannelsen af lokal identitet og tradition.

Hedebo Highlights er en udstilling, der fejrer dansk kulturarv og broderikunst. Den er en påmindelse om, at håndarbejde ikke kun er praktisk, men også en form for historiefortælling, der rækker langt ud over de stoffer, det er skabt på, og for håndarbejdsentusiaster tilbyder denne udstilling en dybdegående indsigt i broderiets kunst og dets rolle i kulturel identitet.