Gå til hovedindhold

Greve Museum scorer toppoint hos Slots- og Kulturstyrelsen

I 2022 er Greve Museum blevet kvalitetsvurderet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Grevegård, hvor Greve Museum, er placeret, er en smuk gammel hedebogård med stråtækt tag og gul facade

Indhold

    Meget tilfredsstillende står der øverst i den officielle rapport, som Slots- og Kulturstyrelsen har udarbejdet om Greve Museum. Sidst museet blev kvalitetsvurderet var i 2011, og der er sket meget siden da. Blandt andet har museet åbnet besøgsstedet Mosede Fort, Danmark 1914-18.

    Hvert år åbner Greve Museums to besøgssteder dørene for tusindvis af gæster, som kommer fra nær og fjern. Nu har museet fået topkarakter af Slots- og Kulturstyrelsen. I museets kvalitetsvurdering bliver det blandt andet fremhævet, at museet er dygtig til at formidle historien til et bredt publikum af både voksne og børn, og at de har et forbilledlige samarbejde med Greve Kommune.

    Borgmester i Greve Pernille Beckmann kalder bedømmelsen et velfortjent skulderklap:
    "Jeg er i forvejen meget stolt af vores museer og de dygtige medarbejdere og frivillige, som sørger for, at man altid føler sig velkommen og beriget, når man besøger Grevegården og Mosede Fort. Slots- og Kulturstyrelsens topkarakter understreger, at vores museer er i topklasse, og det glæder mig virkelig", siger hun.

    På Grevegård formidles Greve Kommunes historiske kulturarv fra 1800-tallet og frem til i dag. På Mosede Fort får gæsterne i den interaktive udstilling et indblik i, hvordan det var at leve i Danmark under 1. Verdenskrig.

    Fra strategi til praksis

    Peter Kjær, Greve Museums bestyrelsesformand og prorektor på Roskilde Universitet fortæller: "Vi er utroligt stolte af den flotte kvalitetsvurdering. Forud for vurderingen ligger en kæmpeindsats af museets medarbejdere og ledelse for at sikre, at vi har et museum, der lever op til de forventninger, man i dag har til et moderne kulturhistorisk museum. Men vurderingen afspejler også, at Greve Museum har en stærk lokal forankring og stærk opbakning fra kommunen. Det tegner godt for fremtiden".

    Selvom de to besøgssteder formidler meget forskellige historiske temaer, prioriterer museet ledelse og medarbejdere at skabe sammenhæng på tværs af strategi, den daglige drift og målsætninger: "Vi har en strategi for 2020-24, der ikke bare er flotte ord, men som virker i praksis. At flere borgere i vores nærområder skal kende og bruge Grevegård og Mosede Fort er helt centralt i strategien", siger leder af Greve Museum Mette Tapdrup Mortensen.

    Høj kvalitet på et mindre museum

    Slots- og Kulturstyrelsens kvalitetsvurdering af Greve Museum er gennemført som led i styrelsens tilsyn med, hvorvidt de statsanerkendte museer lever op til museumsloven. Styrelsens bedømmelse sker på baggrund af, hvordan museet har varetaget sine ansvarsområder samt de opgaver, der knytter sig til museets samlinger bl.a. inden for bevaring, forskning og formidling.

    At museet er endt i den højeste kvalitetskategori er særligt for et mindre museum som Greve Museum: "Som mange andre små kulturinstitutioner har vi begrænset ressourcer til at skabe store strategier og indgå i kæmpe satsninger. Så at vores museum, der hører til i den mindste femtedel af statsanerkendte museer, scorer så højt over hele paletten - at vores arbejde hele vejen rundt er fantastisk godt, er virkelig noget, vi er enormt glade for bliver set og anerkendt", fortæller Mette Tapdrup Mortensen.

    Plads til fællesskab og forskellige interesser

    Greve Museum har et særligt fokus på at skabe gode aktiviteter til at nå et bredere publikum. Indsatsen har som mål at få endnu flere borgere til at bruge museet som samlingssted for familieaktiviteter. Det har båret frugt på begge besøgssteder. Museumsleder Mette Tapdrup Mortensen siger: "Vi har gennemgået en proces, hvor vi virkelig har styrket vores programaktiviteter, og vi har eksperimenteret med nye formater. I processen har det været essentielt, at vi har skulle styrke vores formidling og samtidigt have et stærkt fundament af forskning. Det er lykkes, og vi ser frem til at lave endnu mere relevant formidling, som er spændende for mange gæster".

    Blandt andet fyldes værkstedet på Grevegård hvert år med børnefamilier til de traditionelle påskeklip, æggefarvning og historiske fortællinger om livet i Danmark i gamle dage.

    Åbningen af Mosede Fort i 2014 skabte helt nye muligheder for fælles familieoplevelser, selvom man har vidt forskellige interesser. Blandt andet blev 100-året for 1. Verdenskrigs afslutning i 2018 markeret med et brag. Der var både kanonaffyring, veterantogtur fra København, historisk madlavning og rundvisninger for børn og voksne. Mosede Fort har også opbygget et stærkt netværk af frivillige, som glædeligt trækker i de historiske dragter, når der er arrangementer.

    Derudover har begge besøgssteder en særligt velfungerende skoletjeneste, som også blev fremhævet i Slots- og Kulturstyrelsens kvalitetsvurdering af museet.

    Trang til kultur og gode oplevelser

    I øjeblikket udstiller Greve Museum den international anerkendte fotokunstner Trine Søndergaards fotografiske værker i udstillingen "Faraway Nearby" på Grevegård. I værkerne forener Søndergaard det fotografiske blik, Greve Museums historiske tekstiler og lokale unge mennesker fra Arena- og Hedelyskolen i Greve, der har været modeller til de nye portrætter.

    På begge museer er der blandt medarbejderne en oplevelse af, at gæsterne begynder at vende tilbage efter corona. Det har taget lang tid, men sommervejret trækker danskerne ud af stuerne og ind på kulturinstitutionerne. Mette Tapdrup Mortensen fortæller: "Det er enormt berigende endelig at kunne byde gæsterne inden for til en museumsoplevelse uden restriktioner igen. Vi mærker virkelig engagementet, kærligheden til kultur og savnet, når vi taler med gæsterne. Vi håber selvfølgelig at se endnu flere gæster i løbet af sommeren. Hvis man er fra Greve eller nærområdet, er der rig mulighed for at pakke picnickurven og nyde det gode vejr, mens man besøger Grevegård og Mosede Fort".

    Kontaktoplysninger

    Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte museumsleder Mette Tapdrup Mortensen på tlf.: 2093 2784 eller e-mail mtd@greve.dk eller museumsinspektør Cecilie Skov Sjølin på tlf.: 4029 7167 eller e-mail cecs@greve.dk

     

    Læs Slots- og Kulturstyrelsens kvalitetsvurdering af Greve Museum

    Sidst opdateret: 4. juli 2022