Se med hænderne – håndarbejde i blinde. Særrundvisning for synshandicappede
Særrundvisning og talk for blinde og synshandicappede om hedebosyninger og broderi med Lucif Dalin og museumsinspektør Kamilla Hjortkjær. Arrangementet er særligt tilrettelagt synshandicappede, men pårørende, håndarbejdsfolk og nysgerrige er hjerteligt velkomne.
)
Vær med, når vi i samarbejde med Lucif Dalin indbyder til talk og særrundvisning for synshandicappede i museets udstillinger med fokus på broderi og håndarbejde.
Blinde og svagsynede over hele landet har i generationer skabt smukke håndarbejder – de strikker, hækler, fletter, tegner og former. Måske den særlige opmærksomhed på de andre sanser end synet, ligefrem kan være en fordel i håndarbejde?
For hvordan føles det, hvis man mister synet senere i livet? Kan man lære at hækle eller brodere uden at kunne se? Og hvordan er det at give slip på sit håndarbejde – og finde det igen? Dagens gæstetaler Lucif Dalin kan måske give svar og perspektiv på nogle af disse spørgsmål, når hun deler sin personlige fortælling om at brodere med et syn, der langsomt forsvinder.
Efter oplægget guider Lucif Dalin og museumsinspektør Kamilla Hjortkjær rundt i to af museets udstillinger. Først i årets særudstilling Broderist x Greve Museum – Fuck Bagsiden, hvor der er udvalgte broderier, man må røre ved. Udstillingen byder desuden på en række lydfortællinger, som åbner udstillingen for flere sanser. Herefter går vi i udstillingen Hedebo Highlights, hvor der ligeledes i dagens anledning er historiske tekstiler, som kan opleves med hænderne, og der vil desuden blive åbnet for en enkelt eller to museets montrer, så museets gæster denne dag kan få lov at opleve nogle af genstandene med hænderne.
Talk og rundvisninger varer fra kl. 10 - 12. Herefter er du meget velkommen til at blive på museet og købe frokost. Du kan desuden besøge resten af museets udstillinger - eller tage dit eget håndarbejde med og blive i caféen, hvor også Lucif Dalin vil være til stede i løbet af eftermiddagen.
Praktisk
Tid: Søndag den 14. september 2025, kl. 10.00-12.00
Sted: Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve
Pris: 60,-
Billetten kan desuden bruges som entrébillet til udstilling og museum resten af dagen. Der er masser af gode grunde til at blive på museet efter arrangementet, da du kan købe lækker økologisk frokost og hjemmebagt kage i museets café.
Ved fremvisning af ledsagerkort er ledsagers deltagelse gratis. Bruger du servicehund, er hunden selvfølgelig også velkommen.
Der er parkeringsplads ved museet og bus 600s holder ca. syv minutters gang fra museet.
Arrangementet er særligt relevant for blinde og svagsynede, men alle interesserede er meget velkomne.
Arrangementet er en del af programmet, som knytter sig til udstillingen ”Broderist x Greve Museum – Fuck bagsiden” og er støttet af Augustinus Fonden, Louis-Hansen Fonden og Spar Nord Fonden.
Tid og sted
- 14. sep. 2025
- 10:00 -12:00
- Greve Museum, Bækgårdsvej 9, Greve
- 60 kr.