Lokalhistorisk gåtur langs strandvejen
Kom med på en historisk vandretur med arkivar Mikkel Stage, som vil fortælle små historier fra dengang Greve var et ferieparadis langs Sydkysten.
)
Når man i dag går en tur langs Hundige Strandvej kan man stadig fornemme den gamle feriekultur, som titter frem mellem nyanlagte parcelhuse og moderne butikker.
Fra starten af 1900-tallet flokkedes folk fra hovedstaden om de gode strande langs Køge Bugt, som tog deres begyndelse ved Hundige. Her byggedes store landsteder som Villa Sitka og Villa Olsbæk, mens den brede arbejderklasse nøjedes med et bomuldstelt bag på cyklen og anlagde store teltlejre, som Hundige Camping eller hele kolonihavebyer som Strandhusene.
Hør om alt dette og mere til, når arkivar Mikkel Stage tager os med tilbage til svundne sommertider ved Køge Bugt. Turen går fra Køge Bugt Kro langs Hundige Strand til Strandhusene.
Praktisk
Dato og tid: søndag den 24. august kl. 13-14.30. Vi mødes ved Køge Bugt Kro (Hundige Strandvej 21) og slutter af ved Strandhusene (Hundige Strandvej 199).
Pris: 50 kr. Billetter købes på forhånd.
Turen er ca. 3 km. Turen egner sig ikke til dårligt gående, da dele af turen går over stranden. Så vi anbefaler fodtøj, der kan klare at gå i sandet. Ruten er af samme årsag ikke kørestols- eller rollatorvenlig.
Vi gennemfører turen uanset vejret.
Tid og sted
- 24. aug. 2025
- 13:00 -14:30
- Greve Museum, Bækgårdsvej 9, Greve
- 50 kr.