Frokost, foredrag og fællessang: FISK
I et lille land med over 8.000 km kyst er havet altid tæt på os. Havet er farligt, nødvendigt og tillokkende på samme tid. Vi er gået fra et forhold til havet, som handlede om overlevelse, over industri, til oprydning og genopretning.
)
I samarbejde med Køge Bugt Stenrev afholder vi et af vores populære frokost- og fællessangsarrangementer, som vi denne gang har udvidet med små oplæg af naturvejleder ved Køge Bugt Stenrev, Anja Hörnell, og arkivleder Mikkel Stage. Anja fortæller om Køge Bugt Stenrevs arbejde med at få mere marint liv tilbage i bugten, og Mikkel fortæller om fiskeriets historie i Greve.
Der vil også være plads til en eller to små sange om havets vilde vidundere.
Dagens menu består af både gamle egnsretter og moderne opskrifter. Der er bl.a. pandesild med æbler efter gammel opskrift, hjemmelavede fiskefrikadeller, klipfisk med sennepssovs, muslingesuppe og fladfisk med sennepspickles.
Om Køge Bugt Stenrev
Køge Bugt Stenrev blev dannet for fem år siden i erkendelse af, at noget var galt med havet i Køge Bugt. Stifter og formand Allan Scheller er sportsfisker og var ked af, at han ikke længere kunne fange torsk i Køge Bugt. Med viljen til at gøre noget dannede han foreningen. En masse frivillige kræfter og milliondonationer senere er der nu ti stenrev i Køge Bugt, som skal hjælpe med at få torsken og mere marint liv tilbage.
Praktisk
Torsdag den 18. september kl. 11.00-13.30.
Pris: 175 kr. Drikkevarer tilkøbes separat.
Med billetten har du fri adgang til museets udstillinger denne dag.
Tid og sted
- 18. sep. 2025
- 11:00 -13:30
- Greve Museum, Bækgårdsvej 9, Greve
- 175 kr.