Fællesspisning Grønt på gaflen
Kom med til endnu en af vores populære fællesspisninger på Greve Museum. Denne gang handler det om, hvordan tidligere generationers brug af naturens råvarer kan inspirere til grønne madvaner i dag.
Dagens foredragsholder er Kristoffer Schou, projektleder i Greve Kommune. Han fortæller om kommunens arbejde med at fremme mere klimavenlige madvaner og giver et indblik i, hvordan vores madvalg påvirker klimaet. Kristoffer har en baggrund som VILD MAD-guide, så undervejs deler han eksempler på, hvordan sankede urter og sæsonens råvarer kan bruges i madlavningen.
Efter foredraget byder caféansvarlig Nanna Madsen til bords i museumscaféen. Her bliver dagens tema omsat til en grøn frokost inspireret af sensommerens gode råvarer og det nordiske køkken. Menuen kombinerer klassiske smage fra velkendte danske favoritter med små fortolkninger. Og traditionen tro bliver der naturligvis også plads til en fællessang eller to, så vi kan få appetitten på plads, inden vi sætter os til bords.
Dagens menu
Fredsfisk på rugbrød med hjemmerørt remoulade
Svampestuvning på surdejsbrød med syltede skovløg
Bagte kartoffelskiver med rødbedehummus, peberrodsflødeost og sprød skinke
Grillet gedeost med syltet blomme, valnød og honning – serveret med hjemmebagt knækbrød
Koldskålsfromage med hindbærkompot
Praktisk information
Tid og sted: Torsdag den 20. august kl. 11.00-13.30 på Greve Museum
Foredrag kl. 11.00 efterfulgt af frokost i museumscaféen
Pris: 150 kr. Drikkevarer købes særskilt.
Billetten giver adgang til museets udstillinger samme dag.
Tid og sted
- 20. aug. 2026
- 11:00 -13:30
- Greve Museum, Bækgårdsvej 9, Greve
- 150 kr.