Hørren og Hedebo

Hørplanten

Hør har været kendt i Danmark siden stenalderen. Det er en af de ældste planter, som har været brugt til fremstilling af linned. Indtil omkring år 1900 havde de fleste gårde i Danmark en stor hørmark, så de selv kunne fremstille linned til lagner og duge og til skjorter og særke, som var undertøj for mænd og kvinder. I dag importerer Danmark hør fra bl.a. de baltiske lande.

Der findes to slags hør: 1) Oliehør blev brugt til fremstilling af linolie. 2) Spindehør blev brugt til fremstilling af hørlinned. Hør blev også kaldt ’lin’ og indgår i ord som linned og linolie. Spindehør er énårig og kan blive op til 90 cm. høj. Planten har små blå blomster.

På tegningen vises et tværsnit af en hørstængel. Linned og sytråd er fremstillet af hørplantens fibre. De kaldes taver.

Dyrkning af hør

Der blev dyrket hør på de fleste gårde i Danmark, hvor jorden var egnet til det. Der kendes ikke til dyrkning af hør i det vestlige Jylland syd for Limfjorden og de mindst frugtbare dele af Himmerland og Vendsyssel. I disse egne måtte man købe hør eller klare sig med uld. Gårdene var selvforsynende med både tøj og linned, som blev fremstillet af uld fra gårdens får og hør dyrket på marken. I april eller maj måned blev marken sået til af bonden. Hørfrøene skulle sås meget tæt. Jo tættere planterne stod, jo finere blev hørtaverne. Alle på gården hjalp til med arbejdet på hørmarken. Både tjenestekarle, tjenestepiger og børn hjalp med at luge hørren, før den blev for lang. Det tog en hel dag for ti mennesker at luge en tønde land hør, fordi det skulle gøres meget forsigtigt for ikke at ødelægge planterne. Hørren var meget vigtig. En gammel overtro sagde, at man aldrig ville mangle tøj, hvis man altid huskede at hilse på hørmarken, når man gik forbi. Bonden gav tit tjenestepigerne et lille stykke jord til dyrkning af deres egen hør. Det var en del af deres løn.

Høst

Hørren blev høstet, når frøkapslerne blev gule. Det skete midt i kornhøsten omkring august måned. Jo tidligere hørren blev høstet, jo finere hør fik man. Hørren blev høstet med hænderne. Man ruskede den og trak den op med roden. Hørren blev stillet til lufttørring på marken og blev først kørt hjem til gården, når kornet var høstet og kørt hjem. Hjemme på gården blev frøkapslerne høstet. Man brugte en knevle som redskab. Det var en grov rive med træ- eller jerntænder, der sad tæt. Frøene skulle bruges til såning til næste år.

Rødning

Den næste behandling af hørren kaldte man rødning. Det er en gæringsproces, der hjælper med at nedbryde de limstoffer, der kitter taverne fast i strået. Rødningen gjorde hørrens overhud porøs. Der var to måder at gøre det på. Den første måde hed landrødning. Hørstråene lå i et tyndt lag i rækker på en græsmark. Rødningen tog 4 til 8 uger. Stråene blev vendt et par gange, så de alle kom ned mod jorden, hvor gæringen var kraftigst. Den anden måde hed vandrødning. Hørren blev holdt under vandet af sten eller græstørv. Man brugte en dam, en grøft eller en tørvegrav. Denne metode tog kun 7 til 14 dage afhængig af temperaturen.
Når hørren var rødnet, blev den stillet til tørring på marken. Når den var helt tør, blev den kørt hjem og opbevaret på et tørt og luftigt sted. Nu var den klar til næste behandling.

Brydning

Først blev hørren tørret, så den var knastør. Gårdene brugte enten en hørovn eller en tørregrav. Hørovnen var en stor opmuret ovn, som lå væk fra gården af hensyn til brandfare. Gårdene havde tit en ovn i fællesskab. Tørregraven var et dybt hul i jorden med et bål i bunden og en rist foroven, hvor hørren blev lagt oven på.
Når hørren var knastør, skulle den brydes. Man brugte en bryde. Det var et stort redskab i træ med en slags over- og underkæber. Man tog en lok af den varme, tørre hør og gennemhakkede lokken med brydens kæber. På den måde blev overhuden knust eller brudt i mindre stykker hele vejen fra rod til top. Efter brydning blev hørren bundet i små knipper og sat et tørt sted. Brydningen var et krævende arbejde og blev tit gjort i fællesskab mellem flere gårde. Tit sluttede man af med et brydegilde med god mad og drikke og dans.

Skætning

Den næste behandling var skætningen for at frigøre de løsnede fibre. Hørren blev anbragt på en skættefod og med et meget tyndt sværd af træ, skættehånden, blev skæverne slået af. Skæverne var det træagtige i hørrens stængler. Det var kvindearbejde at skætte. Det gav mange armkræfter at svinge skættehånden en hel dag. Kvinderne gjorde det tit i fællesskab og sluttede af med et skættegilde.

Affaldet fra skætningen kaldte man skættefald. Det var en blanding af skæver og lidt fibre. Det blev senere spundet til meget groft linnedgarn og kunne f.eks. bruges til at lave sække af.

De to redskaber, skættehånd og skættefod, var tit meget smukt lavet. De var ofte lavet af en mand som kærestegave til hans kommende hustru. Fra midten af 1800-tallet kom skættemaskiner frem, så arbejdet blev nemmere. Maskinen havde fire træblade. De blev sat i bevægelse ved at dreje på et håndsving. Der kom også skættemaskiner, der blev trukket af heste fra en hesterundgang. Ofte slog flere i landsbyen sig sammen om en sådan maskine. Efterhånden blev behand­lingen af hørren overgivet til professionelle hørsvingere, som tog fra landsby til landsby. De havde deres egne maskiner med.

Hegling

Før hørren kunne spindes, skulle den hegles. At hegle kan sammenlignes med at rede langt hår. Den skættede hør blev redt, så den blev fin og blank. Heglen var et bræt med flere rækker meget spidse jernpigge. ”En hegle” er også blevet brugt til at beskrive en arrig, grov kvinde. Fra hegling stammer også udtrykket “at blive heglet igennem”.

Heglen blev fastgjort til et bord. Først trak man en lok hør gennem en grov hegle. De fibre og skæver, som sad tilbage i den grove hegle, hed blår. Den blev spundet og brugt til f.eks. hverdagstøj. Bagefter brugte man en hegle, hvor tænderne var tyndere og sad tættere. Jo finere hegle, jo finere tråd kunne man spinde. Hvis man trak et par lokker ekstra mange gange gennem den fineste hegle, kunne de spindes til den fineste sytråd. Hedebosyningerne blev kun syet af den allerfineste hør. Den heglede hør blev samlet i lokker, som blev samlet til hørkranse. De blev tit hængt i gårdens øverstue, indtil man skulle spinde. Mange hørkranse var tegn på, at det var en rig gård.

Spinding

Det var husmoderens arbejde at spinde både uld og hør på spinderokken. Den blev brugt fra 1600-tallet. Før da brugte man en håndten. Ulden blev spundet før jul. Efter jul blev hørren spundet. Hørren havde godt af at ligge og vente. Så fik den sin smidighed tilbage efter den hårde behandling. Et ordsprog sagde: ”Hør bliver til silke, men uld bliver til muld ved at gemmes.”

Man skulle være meget dygtig for at spinde hør. Det tog en pige mange år at lære. Først lærte en pige at spinde uld. Så fik hun lov til at øve sig på skættefaldet, blåren fra den grove hegle og til sidst hørren fra den fine hegle. Hun skulle øve sig i fire til fem år, før hun fik lov at prøve at spinde den fineste hør. Det sværeste var at spinde en fin sytråd til at sy hedebosyninger med.

Vask og blegning

Fra naturens side er hør gråbrunt, men solen kan blege hør helt hvid som sne. Hørren blev først bleget, når den var spundet. Garnet blev vasket i askelud af fin, ren bøgeaske. Man brugte samme metode som ved tøjvask. Til sidst blev garnet skyllet og banket igennem med en banketærskel. Nu blev garnet hængt på et stativ til blegning i solen. Blegningen foregik fra marts måned til Sankt Hans, hvor solen var stær­kest. Nu var hørren klar til at blive vævet.

Vævning

Det blegede hørgarn skulle nu væves til linned. Garnet blev afle­ve­ret hos væveren. På landet var der tit en husmand eller hans kone, som tjente lidt ekstra ved at væve for landsbyens gårde.

Blegemarker

Efter vævning blev linnedet bleget igen. Linned til seng, bord og krop skulle være skinnende hvidt.
Det blev vasket med askelud og bredt ud i lange stykker på en græsmark. Der var syet stropper i siderne af stoffet, så man kunne hæfte det på marken med små pløkker af træ. Lærredet lå længe på bleg. Man måtte passe på, at gæs og høns ikke kom ind på stoffet. Tyve skulle man også passe på. Nogle steder måtte piger og karle holde vagt, så stoffet kunne blive liggende om natten. Det har nok ikke været en sjov opgave.

Når linnedet var bleget færdigt, blev det rullet sammen og opbevaret i gårdens kister, indtil det blev syet. Kisterne stod i øverstuen på gården. Jo flere kister gården havde, jo bedre! Kisterne kan sammenlignes med bankbokse. Her lå en stor del af gårdens materielle værdier, som var mange penge værd. Der var både uforarbejdet hør, fine klæder, hedebosyninger, sengelinned og olmerduge. I slutningen af 1800-tallet blev en gårdejerfamilies sengeklæder, linned og dækketøj for eksempel opgjort til samme værdi som 16 kvæg.