Hedebo og variationerne

Syede blonder er den ældste variation af hedebosyning. De tidlige blonder var smalle, og blonden blev syet med knaphulssting og bestod af buer og takker. Senere blev blonderne bredere og bestod af mange tætte rækker, hvor hullerne i rækkerne dannede mønstret.

Fra begyndelsen af 1700-årene kendes tællesyning fra hedeboegnen. I tællesyning er mønstret ofte geometrisk. Der sys med fladsyning over talte tråde i stoffet. Teknikken var kendt over hele Europa og kaldtes ”punto reale” i renæssancens Italien.

Fra anden halvdel af 1700-tallet er tekstiler med såkaldt dragværk bevaret. Her trak kvinderne i brede borter tråde ud i hele stoffets bredde og syede derefter figurer som fx dyr og træer ind i det åbne netværk. Dragværk kendes også fra renæssancens Italien.

I de første fire tiår af 1800-tallet blomstrede den variation, som fik navnet rudesyning. Tråde blev skåret eller klippet ud i stoffet indenfor små ruder. Motiverne, som ofte forestillede dyr, mennesker og træer, blev dannet af de små ruder stik modsat motiverne i dragværk, der fremkom ved udfyldning af netværkets huller.

Hvidsøm blev udviklet umiddelbart efter rudesyning. De tidligere variationers trofasthed overfor stoffets trend og islæt blev nu udfordret. Svungne ranker med blomster og blade indgik sammen med små udsyede netværk i kompositionerne, der var inspireret af barokken.

Hvidsømmens spinkle og tætte netværk blev omkring 1840 udviklet til baldyring, hvor åbne udtrukne felter fyldtes med syning og blev omkranset af ranker og blade. Baldyring har mange lighedstræk med den italienske reticella-syning og bærer præg af inspiration fra rokoko.

Omkring 1850 udvikles udklipshedebo. Syerskerne klippede nu huller på tværs af trend og islæt. Hullerne blev udfyldt med kniplingssyning og udgjorde kernen i motiverne. I omvendt udklipshedebo blev motiverne klippet i stoffet, og samledes med kniplings­syning og hedeboringe.