Hedebosyning på Heden
Den rige broderitradition på den skovløse slette mellem København, Roskilde og Køge, der blev kaldt Heden, skyldtes et sammenfald af en række omstændigheder: Egnens bondesamfund var heldigt stillet, idet jorden var frugtbar og hoveriforpligtelserne begrænsede. Hovedstadens befolkning købte bøndernes overskudsproduktion og ansatte unge fra landet som tjenestefolk og ammer. Bøndernes økonomiske muligheder afhang således af husholdningens formåen, hvilket førte til nytænkning, samtidig med at der hentedes inspiration fra udvekslingen med storbyen.
Grevegård 1910. Grevegård var sognets største hedebogård og var knyttet til Københavns Universitet fra 1537 og frem til 1831. I dag udgør Grevegård rammerne for Greve Museum.
Bondereformer
Hedebosyningens opståen i 1700-tallet skete samtidig med forandringer i det danske bondesamfund. Bondereformer var på vej, og en af de største ændringer var ophævelsen af Stavnsbåndet i 1788. Det var en tid, hvor bondestandens rolle både i Europa og i Danmark stod til diskussion. Hoveriarbejdet blev kritiseret, og emner som arvefæste, selveje og ændringer i landsbyernes fællesskab kom på den politiske dagsorden. Den karakteristiske hedebosyning i alle dens variationer blev udviklet af landsbysamfundenes kvinder samtidig med dannelsen af den selvbevidste bondestand.
Særlige vilkår
At det særligt var bondekvinderne på Heden, der udviklede en rig tradition for at brodere, skyldes, at fæstebønderne på denne egn havde færre forpligtelser over for herremændene end mange andre steder. Jorden var i stort omfang ejet af kongen, kirken eller Københavns Universitet, som ikke pålagde deres fæstebønder hoveri i så stor grad. De driftige bønder kunne derfor selv nyde godt af deres hårde arbejde. Derudover var Hedeboegnens jord meget frugtbar. For eksempel blev markerne på Vendalsgård i Karlslunde i 1844 udpeget som Danmarks bedste landbrugsjord. Bønderne kunne nemt sælge deres korn, grøntsager og mælk i den nærliggende hovedstad, og de gode veje gjorde transporten nem, så varerne ikke skulle afsættes gennem mellemhandlere. Alle disse forhold gav tilsammen bønderne på Heden gode betingelser.
Dekoration og design
Hedeboegnens stuer og indbo vidner om, at hedebobønderne ikke brugte så mange penge i hovedstaden eller på at købe varer i udlandet som fx amagerbønderne. Pengene blev i stedet brugt på at købe varer fra lokale håndværkere, og dermed udvikledes en rig, lokal tradition for at fremstille møbler som Roskildeskabet og fint dekorerede kister. Kontakten med København gav også adgang til de nødvendige færdigheder, som muliggjorde udviklingen af de særlige guld- og sølvnakker på kvindernes huer, som Hedeboegnen er kendt for. Samlet set giver det indtryk af en befolkning, der lagde vægt på at omgive sig med smukt forarbejdede tekstiler og møbler, skabt af den lokale befolkning.
Hedeboegnen er kendt for såvel hedebosyninger som fint dekorerede møbler. Motiver fra syningerne genfindes i møblernes bemaling.