Hedebosyning på Heden
Den rige broderitradition på den skovløse slette mellem København, Roskilde og Køge, der blev kaldt Heden, skyldtes et sammenfald af en hel række omstændigheder: Egnens bondesamfund var begunstiget af frugtbar jord og begrænsede hoveriforpligtelser. Hovedstadens befolkning købte bøndernes overskudsproduktion og ansatte landboungdommen som tyende og ammer. Bøndernes økonomiske muligheder afhang således af husholdets egen formåen, hvilket ansporede til nytænkning, der også blev inspireret af udveksling med storbyen.
Grevegård 1910. Grevegård var sognets største hedebogård og var knyttet til Københavns Universitet fra 1537 og frem til 1831. I dag udgør Grevegård rammerne for Greve Museum.
Bondereformer
Hedebosyningens opståen i 1700-tallet skete samtidig med, at der var røre i det danske bondesamfund. Bondereformer var i sin vorden. Det var reformer, som blandt andet manifesterede sig ved Stavnsbåndets ophævelse i 1788. Det var en tid, hvor bondestanden både i europæisk sammenhæng og inden for Danmarks grænser stod til diskussion. Hoveriarbejdet blev kritiseret, og arvefæste, selveje og udskiftningen af landsbyernes fællesskab kom på den politiske dagsorden. Den karakteristiske hedebosyning i alle dens variationer blev udviklet af landsbysamfundenes kvinder i takt med dannelsen af den selvbevidste bondestand.
Særlige vilkår
At det særligt var på Heden, bondekvinderne opdyrkede en rig tradition for at brodere, kan forklares ved, at der var tale om en egn, hvor fæstebøndernes forpligtelser over for herremanden var færre end så mange andre steder. Jorden var i stort omfang ejet af kongen, kirken eller Københavns Universitet, der ikke forpligtede deres fæstebønder til så vidtstrakt hoveri. De driftige bønder fik således gavn af egen flid. Dertil kom, at hedeboegnens jorde var meget frugtbare. Således blev markerne på Vendalsgård i Karlslunde i 1844 udpeget til at have Danmarks bedste landbrugsjord. Bøndernes korn, grønsager og mælk havde gode afsætningsmuligheder i den nærliggende hovedstad. Vejene hertil var i en stand, der gjorde transporten overkommelig, så varerne ikke skulle afsættes gennem mellemhandlere. Alle disse forhold gav tilsammen bønderne på Heden gode betingelser.
Dekoration og design
Hedeboegnens stuer og indbo vidner om, at hedebobønderne ikke brugte så mange penge i hovedstaden eller på at købe varer i udlandet som fx amagerbønderne. Det ser ud til, at pengene blev brugt til køb hos egnens egne håndværkere, der hermed fik mulighed for at udvikle en rig tradition for designede møbler som Roskildeskabet og fint dekorerede kister. Kontakten til København tilførte også de kvalifikationer, som muliggjorde udviklingen af de helt særlige guld- og sølvnakker på kvindernes huer, som hedeboegnen også er kendt for. Sammenlagt giver det indtryk af en befolkning, der lagde vægt på at omgive sig med smukt forarbejdede tekstiler og møbler, der var skabt af den lokale befolkning.
Hedeboegnen er kendt for såvel hedebosyninger som fint dekorerede møbler. Motiver fra syningerne genfindes i møblernes bemaling.