Hedebosyning på gårdene
Hedebosyninger prydede frem til 1870’erne bøndernes stuer og var at finde på klædedragter til højtider og fest. De broderede tekstiler markerede et socialt, økonomisk og kulturelt overskud og blev vist frem, når der kom gæster. Det var et velstandstegn, at kvinderne kunne finde tid til at sidde og brodere, når de samtidig skulle klare gårdens husholdning og drift. På gårdene blev syningerne anerkendt som funktionelle og værdifulde.
Kvindernes udstyr blev opbevaret i en brudekiste.
Udsmykning
Hedebosyninger havde en funktionel betydning i bondestuen. De hvide flader reflekterede det sparsomme lys fra tællelysene og medvirkede til at oplyse stuen om vinteren. Hedebosyninger blev hængt op for at markere højtider og fest. Således blev lange, rigt broderede pyntehåndklæder hængt på omhængssengen, og puder med hedebosyning i mellemværk blev lagt, så de kunne skimtes i omhængets åbning. Stolpeskabet på væggen ved husbondens siddeplads for enden af langbordet blev pyntet med stolpeklæder. Kvindernes særke og mændenes skjorter, der blev brugt til festlige lejligheder, havde større eller mindre broderier på især kraver og manchetter, men skjorterne var også ofte broderet på skulderpartierne og langs stolpelukningerne. Til daglig blev tekstilerne opbevaret i skabe og kister i gårdens øverstue, hvor de blev vist frem til gæster.
Udstyr
En brudekiste fyldt med hvidt linned, skjorter, særke, olmerduge og bolster var en betydende del af det, kvinderne bidrog med til deres kommende ægteskab og var samtidig et udtryk for den kommende hustrus karakter og evner. Når brylluppet var bestemt, skulle brudeskjorten broderes. Måske har den unge giftefærdige kvinde, mens hun sirligt broderede på sin brudgoms skjorte, tænkt over og overvejet sit fremtidige liv med ham i deres fælles hjem. De hvide hedebosyninger repræsenterede en stor værdi i såvel arbejde som i rede penge. I brandtaksationer fra slutningen af 1800-tallet blev en gårdejerfamilies sengeklæder, linned og dækketøj opgjort til samme værdi som 16 kvæg.
Salg
I slutningen af 1800-tallet blev bondesamfundets traditionelle boligindretning og klædedragt inspireret af storbyens mode. Det var med til at forandre typen af tekstiler, der blev dekoreret med broderier. Pyntehåndklæder og knæduge blev erstattet af duge og sofastykker. Kvinderne klippede kraver af særke og satte dem på kjoler syet af købte stoffer. Særligt dygtige landbokvinder solgte i sidste halvdel af 1800-tallet deres syninger i København og bidrog på den måde til gårdens eller husmandsstedets økonomi. Et stort sengetæppe i Udklipshedebo blev i 1896 købt af Dansk Folkemuseum for 300 kr., hvilket svarede til cirka et halvt års løn for en ufaglært arbejder.
Hedebostue fra Gl. Karlslundegård, 1898. Yderst til venstre ses stolpestykker med hedebosyning på stolpeskabet. Yderst til højre hænger en knædug med hedebosyning over bilæggerovnen. På omhængssengene hænger pyntehåndklæder med hedebosyninger.
Klunkestue med hedebosyninger fra udstillingen 'Mod nye tider' på Greve Museum. Byens boligindretning smittede af på boligindretningen på landet i slutningen af 1800-tallet.