Hedebosyning på gårdene
Hedebosyninger prydede frem til 1870’erne bøndernes stuer og var at finde på klædedragter til højtider og fest. De broderede tekstiler markerede et socialt, økonomisk og kulturelt overskud og blev vist frem, når der kom gæster. Det var et velstandstegn, at kvinderne kunne finde tid til at sidde og brodere, når de samtidig skulle klare gårdens husholdning og drift. På gårdene blev syningerne anerkendt som funktionelle og værdifulde.
Kvindernes udstyr blev opbevaret i en brudekiste.
Udsmykning
Hedebosyninger havde en praktisk funktion i bondestuen. De hvide flader reflekterede det sparsomme lys fra tællelysene og medvirkede til at oplyse stuen om vinteren. Hedebosyninger blev også hængt op for at markere højtider og fest. Således blev sengen pyntet med lange, rigt broderede omhæng, og puder med hedebosyning i mellemværk blev lagt, så de kunne skimtes i omhængets åbning. Ligeledes blev stolpeskabet pyntet med såkaldte stolpeklæder. Kvindernes særke og mændenes skjorter, som blev brugt til festlige lejligheder, blev dekoreret med broderier, der oftest var placeret på kraver og manchetter. Skjorterne havde også tit broderi på skulderpartierne og langs stolpelukningerne. Til daglig hang de fine broderier ikke fremme men lå i kister og skabe i gårdens øverstue; et rum, der blev brugt til opbevaring. Her blev broderierne vist frem til gæster.
Udstyr
En brudekiste fyldt med hvidt linned, skjorter, særke, dyne- og pudevår var en vigtig del af det, en kvinde bidrog med til sit kommende ægteskab. Samtidig var det et udtryk for den kommende hustrus karakter og evner. Når brylluppet var bestemt, skulle brudeskjorten broderes. Måske har den unge giftefærdige kvinde, mens hun sirligt broderede på sin brudgoms skjorte, tænkt over sit fremtidige liv med ham i deres fælles hjem. De hvide hedebosyninger repræsenterede en stor værdi i såvel arbejde som i rede penge. I brandtaksationer fra slutningen af 1800-tallet blev en gårdejerfamilies sengeklæder, linned og dækketøj opgjort til samme værdi som 16 kvæg.
Salg
I slutningen af 1800-tallet blev bondesamfundets traditionelle boligindretning og klædedragter inspireret af storbyens mode. Dette var med til at forandre typen af tekstiler, der blev dekoreret med broderier. Pyntehåndklæder og knæduge til brændeovnens ‘knæ’ blev erstattet af duge og sofastykker. Kvinderne klippede kraver af særke og satte dem på kjoler syet af købte stoffer. Særligt dygtige landbokvinder solgte i sidste halvdel af 1800-tallet deres syninger i København og bidrog på den måde til gårdens eller husmandsstedets økonomi. Et stort sengetæppe i udklipshedebo blev i 1896 købt af Dansk Folkemuseum for 300 kr., hvilket svarede til cirka et halvt års løn for en ufaglært arbejder.
Hedebostue fra Gl. Karlslundegård, 1898. Yderst til venstre ses stolpestykker med hedebosyning på stolpeskabet. Yderst til højre hænger en knædug med hedebosyning over bilæggerovnen. På omhængssengene hænger pyntehåndklæder med hedebosyninger.
Klunkestue med hedebosyninger fra udstillingen 'Mod nye tider' på Greve Museum. Byens boligindretning smittede af på boligindretningen på landet i slutningen af 1800-tallet.