Opdragelse og evne
Frembringelsen af de flotte hedebosyninger fra slutningen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet er blevet tilskrevet bondekvinderne på Heden generelt. Men det er svært at forestille sig, at alle kvinderne havde evner for broderiet. De syninger, der er bevaret, er antagelig syet af de kvinder, der havde de største evner. Men da husflidsbevægelsen var stærk i denne tid og desuden var et led i bondestandens opdragelse, blev der formentlig stillet krav til alle bondepigerne om at lære broderiets hemmeligheder. Nogle kvinder oplevede antagelig kun broderiets opdragende sider. Andre kvinder opnåede stor anerkendelse for deres evner til at sy hvide syninger. I tilgift oplevede nogle måske selv en indre glæde ved deres egne frembringelser.
Lys og mørke
I litteraturen er der ikke enighed om, hvor og hvornår kvinderne syede. Nogle beretninger fortæller, at kvinderne havde sytøjet med sig overalt og ved enhver pause syede videre. Andre beretninger lader kvinderne sy i sommernattens skær, i tællepråsens lyskegle eller i vindueskarmens solstråle. Nogle forfattere skriver, at en del af broderiets mere elementære dele af den øvede syerske blev foretaget i dunkelt lys, så de få frie lyse timer kunne anvendes til de komplicerede og kreative elementer i syningerne. Alle kilder har sikkert ret, for tid og sted afhang antagelig af kvindens alder, arbejde, årstid og øvelse.
Bestillingsarbejde
I anden halvdel af 1800-tallet blev broderi af hedebosyning en mulig indtægtskilde for de dygtigste bondekvinder. Nogle bosatte sig i København. Andre supplerede familiens indtægt med håndarbejde som bierhverv. De syede typisk udklipshedebo, som blev den populære variation efter 1870. I starten af 1900-tallet blev det muligt at tage en statsanerkendt faglæreruddannelse i håndarbejde. Forstanderinden for Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder var aktiv i Selskabet Hedebosyningens Fremme, som nu havde fokus på de ældre variationer som ”Hvidsøm” og baldyring. Det tekniske niveau i udklipshedebo levede ikke op til kvalitetskravet, som skønvirkeperiodens smagdommere foreskrev.
