Hedebosyning i verden
Hedebosyning blev kendt verden over. I sidste halvdel af 1800-tallet blev denne danske bondesyning præsenteret på flere verdensudstillinger. I begyndelsen af 1900-tallet indgik hedebosyning i udenlandske bro-deri- og mønsterbøger. Hedebosyning trækker på en fælles europæisk kulturarv med inspiration fra middelalderens byzantinske rige.
Hedebosyninger blev både vist på Verdensudstillingerne i sidste halvdel af 1800-tallet og på de fælles nordiske industri-, landbrugs- og kunstudstillinger. Her ses en tegning over Den store Nordiske Industri, Landbrugs- og Kunstudstilling i 1888 i København. Arkitekten Martin Nyrop, der var med til at gøre hedebosyningerne kendte i udlandet, tegnede bygningerne til udstillingen.
Verdensudstillinger
1800-tallet er kendt for at være verdensudstillingernes århundrede: Datidens nationale og markedsmæssige vindue til verden. Hedebosyning blev udstillet på verdensudstillingen i London 1862, i Wien 1873, i Paris 1877, i Chicago 1893 og igen Paris i 1900. I 1862 var hedebosyning udstillet sammen med en dukke i hedebodragt. I 1873 og 1877 udstillede godsejerfrue Julie Augusta Valentiner fra Gjeddesdal Gods på Heden hedebosyning, som en af de lokale bondepiger havde udført. Fru Valentiner modtog i 1873 en ”medarbejdermedalje” og en bronzemedalje i 1877 for syningerne. I Chicago var det især den populære hedebosyning i den ”artistically revived” version, der repræsenterede dansk broderi og modtog den amerikanske presses lovprisninger. I 1900 i Paris var hedebosyning med, men andre broderier dominerede på udstillingen.
Udenlandske broderibøger
De danske hedebosyninger på Verdensudstillingen i 1877 er formodentlig baggrunden for, at en fransk broderi-encyklopædi fra 1884 indeholder rosende beskrivelser af hedebosyning både under hvide broderier og under kniplingssyning. I starten af 1900-tallet udkom engelske broderibøger om hedebosyninger, og de handlede især om udklipshedebo, som på det tidspunkt var underkendt i Danmark, hvor hvidsøm og
baldyring blev anset for at være den rigtige hedebosyning.
Kulturarv
Hedebosyning er kendt blandt verdens broderi-specialister. Sammen med andre hvide syninger på hvidt hørlærred udgør disse syninger noget helt særligt og trækker samtidig på en fælles arv, der går tilbage til middelalderens byzantinske påvirkning af Sydeuropa. Inspirationskilderne er ikke lineære. Vikingerne kan have hjembragt syninger, der har inspireret til hardangerbroderiernes og senere hedebosyningernes dragværk og tællesyning. Renæssancens italienske reticella har formodentlig været inspirationskilden til 1800-tallets baldyringsteknik i hedebosyning. Senere blev både fransk- og engelsk broderi integreret i de danske syninger.
Kvinder fra Heden syede ikke kun hedebosyning. Museet har lokale syninger med andre steders traditionelle syninger. Her ses en lysedug med venetiansk broderi og tungekant fra Greve Museums samling. Lysedugen er syet på hedeboegnen.