Hedebosyning i København
Hedebosyninger blev udført af bondekvinder fra hedeboegnen frem til 1900-tallet. Herefter blev de tillige syet af velhavende og uddannede kvinder fra både land og by. Dette har ført til tolkninger om, at hedebosyning også var særligt, fordi der var tale om en materiel kultur, der spredte sig fra bondestand til borgerskab. Spørgsmålet er, om tolkningen kan standse her. For hvordan fandt 1800-tallets bondekvinder på at sy broderier, som tydeligt hentede inspiration fra renæssancens Italien?
Borgertrappen i Københavns Rådhus i 2005, 100 år efter opførelsen. Frisen er designet af rådhusets arkitekt Martin Nyrop og inspireret af hedebosyninger, som Martin Nyrop også selv tegnede mønstre til i Selskabet Hedebosyningens Fremme.
Ammer og tjenestepiger
Gennem 1800-tallet kom en del unge kvinder til København som tjenestepiger og ammer. I 1812 blev en af de typiske hedebohuer på en udstilling kaldt en ammehue, og guldaldermalerier af bl.a. Vilhelm Marstrand forestillede ammer i stiliserede hedebodragter. Det har ført til konklusioner om, at ammer fra hedeboegnen var i særlig høj kurs i København. Måske tænkte de velhavere, der ansatte ammerne, at de velnærede kvinder fra Heden samtidig havde sund og rigelig modermælk? Ammer havde en særstatus i familierne i forhold til det øvrige tyende. Det blev markeret både i beklædningen i form af en ammeuniform og i arbejdsforhold, der antagelig gav særlig mulighed for at få indblik i husfruens købte eller syede broderier.
Inspiration
I 1800-tallet var der sammenfald mellem dem, der ansatte ammer til deres nyfødte i København, og dem, der rejste rundt i Europa og lod sig inspirere af udenlandsk kunsthåndværk. Man kan forestille sig, at ammens broderi-trænede øje så såvel kendte som nye elementer i husfruens tekstiler, som ammen straks måtte afprøve i hedebokulturens hvidsyninger. Det bidrog til udvikling af nye variationer og teknikker. I den sidste halvdel af 1800-tallet begyndte flere københavnske kvinder at få øjnene op for hedebosyningens kvaliteter. De købte hedebosyninger, som nu blev udført af særligt dygtige syersker, udført på tekstiler der passede til borgerskabets bolig og beklædning. I begyndelsen af 1900-tallet blev det moderne for borgerskabet kvinder selv at lære at sy hedebosyning efter mønstre udgivet af bl.a. Selskabet Hedebosyningens Fremme.
Københavns Rådhus
I 1907 blev Selskabet Hedebosyningens Fremme oprettet på initiativ af arkitekten Martin Nyrop. Siden 1890-erne havde han tegnet på forslag til et nyt rådhus i København, hvor hedebosyning havde inspireret ham til stukværk og andre udsmykninger i rådhusets mange trapper, svalegange og kontorer. Også dekorationen af messingdørhåndtagene på hovedindgangens døre henviser til hedeboegnens særprægede syninger. Udsmykningerne kan stadig ses på Københavns Rådhus.
Monies, David (1812-1894): The testimonial. Olie on canvas, 82x78 cm. Greve Museum.
Borgertrappen i Københavns Rådhus i 2005, 100 år efter opførelsen.