Hedebosyning i generationer
Ingen andre steder i landet er der blevet broderet så meget gennem 1800-tallet som på hedeboegnen, udtalte en af Danmarks tekstilhistorikere fra 1900-tallet. Om det er en sandhed eller en myte, er ikke helt klart. Men sikkert er det, at hedebosyning udgjorde en helt særlig broderitradition, som har medført, at de hvide tekstiler blev skabt, bevaret og forandret gennem generationer.
Allerede i 1800-tallet ændrede døtre på deres mødres hedebosyninger. Her ses nyere eksempel, hvor en bort fra et ældre pyntehåndklæde er tilføjet en hæklet blonde og monteret som pude. Puden kan ses i mellemstuen fra 1920 i interiørudstillingen på Grevegård.
Bevaring
Hedebosyningerne gik i arv fra generation til generation. Da Dansk Folkemuseum i slutningen af 1870erne gjorde hedebosyning til et nationalklenodie, lå mange bondehjem inde med flotte eksemplarer af deres formødres syninger. Opmærksomheden omkring hedebokulturen i perioden fra 1870 til 1920 styrkede formodentlig tendensen til at beholde tidligere generationers syninger. I midten af 1900-tallet lykkedes det derfor foreningen Danske Folkelige Broderier at lokalisere og registrere flere hundrede hedebosyninger fra de danske gemmer. Museerne på hedeboegnen og i København har mange hedebosyninger i deres samlinger og modtager stadig flere. I dag har mindst 25 lokale kulturhistoriske museer uden for hedeboegnen hedebosyninger i deres samlinger.
Datering
Hedebosyninger er ofte blevet dateret ud fra de årstal, som er indsyet i syningen eller ud fra variation og komposition. Spørgsmålet er, hvad sådanne dateringer er udtryk for? En kvinde, der som ung havde tillært sig en bestemt variation, fortsatte måske med denne, selv om nye variationer var blevet introduceret. Hele sektioner af et pyntehåndklæde kunne indsættes, så kun det trænede øje gennemskuede fornyelsen, ligesom et monogram og årstal snarere fortalte om en kvindes bryllupsdag end om syningens alder. Måske havde bruden pillet det gamle monogram og årstal op og syet et nyt i. Vi ved dog, at visse variationer og kompositioner forekom i større antal i bestemte perioder, og at der var en udvikling af variationerne i syningerne, som har en kronologi.
Forandring
Analyser af de enkelte tekstiler viser, at nogle syninger giver anledning til at tro, at flere kvinder har broderet på samme hedebosyning, eller at en kvinde har syet på et tekstil med mange års mellemrum. Denne tese skyldes, at der på nogle tekstiler forekommer syninger af meget høj kvalitet sammen med ubehjælpsomme sting og kompositioner. En kvinde ”moderniserede” måske moderens syninger uden at have hendes øvelse og evne. Eller en kvinde færdiggjorde med års mellemrum en syning, som hun selv havde påbegyndt tidligere, hvor øjne og hænder havde ungdommens spændstighed og ro. Flere af de udstillede syninger består af forskellige lærredskvaliteter, hvorpå senere former for syning er indsyet midt i ældre variationer. Andre steder er det tydeligt, at særkekraven har fået en ekstra syet blonde eller baldyringskant.
Laura Ingeborg Larsen, født 1896 på Grevegård, ses her med en hedebokrave, der antageligt er syet af hendes mormor Birthe Nielsdatter (1840-1917).
Bente Larsen født 1933 på Grevegård, ses her med en krave med udklipshedebo syet af hendes oldemor Birthe Nielsdatter (1840-1917), der drev Grevegård fra 1866 - 1899 sammen med sin mand.