I skyggen
Særudstillingen "I skyggen" fortæller historien om de første kvindelige fotografer fra Danmark, Island og Færøerne.

Omkring 1910 fotograferede den anerkendte arkitekturfotograf Julie Laurberg sin kompagnon Franziska Gad med et stort studiokamera. Julie Laurberg drev i perioden 1895-1925 et fotoatelier i København. Foto: Danmarks Fotomuseum
Vises fra den 22. juni til den 22. oktober 2023
"I skyggen – De første kvindelige fotografer" er en fotoudstilling, der tager dig med tilbage til en tid, hvor fotografi var en ny opfindelse, og kvinder havde kun lige fået adgang til dette nye medium. Udstillingen udforsker de kvindelige fotografer, der arbejdede i skyggen af deres mandlige kolleger og sjældent har fået den anerkendelse, de fortjener.
De første kvindelige fotografer kommer i særudstillingen "I skyggen" i fokus og frem i lyset. Fotoudstillingen, som er produceret af Museum Østjylland, fortæller historien om de første kvindelige fotografer fra Danmark, Island og Færøerne.
Titlen "I skyggen" refererer til, at de kvindelige fotografer bogstaveligt talt arbejdede i skyggen bag kameraet, men refererer også til, at kvinderne ofte stod i skyggen af deres mandlige kolleger og endda i nogle tilfælde måtte arbejde under deres ægtemands navn.
”Med udstillingen kommer de kvindelige fotografer for første gang som en samlet gruppe ud af denne skygge og indtager deres berettigede plads i den nationale fotografihistorie,” forklarer overinspektør og udstillingens tilrettelægger Hanne Schaumburg Sørensen fra Museum Østjylland.
”Udstillingen viser den spændvidde, hvormed de første kvindelige fotografer arbejdede iscenesat, dokumenterende, æstetisk og teknisk.”
Udstillingen er produceret som en vandreudstilling og har været vist på en række danske museer, og har desuden været vist i både Island og Færøerne.
Greve Museum er det eneste sjællandske museum, som kommer til at vise udstillingen.
En epokegørende ny bog og udstilling… om de første professionelle danske kvindelige fotografer i 1870’erne viser, at de i den grad fortjener at blive trukket frem af mørkekammeret.
(...) må være et must for alle, der er interesserede i fotografiets historie.
Kvinderne rejste ud
Udstillingen viser, at kvinder var toneangivende inden for den tidlige danske, islandske og færøske fotokunst. Den dokumenterer også, at de kvindelige fotografer arbejdede under yderst forskellige kommercielle og praktiske forhold – ikke alene i Danmark, Island og Færøerne, men også i Amerika og Dansk Vestindien.
Kvinderne dokumenterede arbejdsliv, fritidsliv og hjemmeliv blandt randrusianske håndværkere, nordjyske fiskere, amerikanske indianere og islandske bønder, samtidig med at de fotograferede naturen og byerne, som omgav dem.
”Den almindelige opfattelse har tidligere været, at de første kvindelige fotografer hovedsageligt lavede portrætfotografering bag fotoatelierets hjemlige og beskyttende vægge. Men sådan var det ikke! ” pointerer Hanne Schaumburg Sørensen.
Udstilling for hele familien
Udstillingen henvender sig til hele familien og byder på et historisk, kønspolitisk og æstetisk indhold og masser af umiddelbare lettilgængelige oplevelser for alle.
Med et gennemgående børnespor og hands-on-aktiviteter er det muligt for børn og unge at gå på opdagelse i hele udstillingen. Du kan blandt andet besøge vores fotoatelier, hvor du kan lade dig fotografere anno 1900.
Der er til udstillingen udgivet et rigt illustreret katalog til alle, som vil vide mere om de første kvindelige fotografer og til alle dem, der vil tage et minde med hjem.
På jagt i danske og udenlandske arkiver
For kunne fortælle historien om de første kvindelige fotografer har Hanne Schaumburg Sørensen været på jagt i danske og udenlandske arkiver. Museet har bl.a. lånt fotografier af H.M. Dronningens Håndbibliotek, Det Kgl. Bibliotek, Aalborg Stadsarkiv, Vendsyssel Historiske Museum, U.S. National Archives and Records Administration in Washington D.C., Islands Nationalmuseum, Akureyri Museum, Island, Dansk Vestindisk Selskab og History Press Faroe Islands.
Økonomisk støtte
For at kunne lave en udstilling med så omfattende et indlån, har det været afgørende, at Museum Østjylland har modtaget økonomisk støtte fra A.P. Møller Fonden, Nordisk Kulturfond, Knud Højgaards Fond, Fondet for Dansk-Islandsk Samarbejde og Randers Kommune.
Sidst opdateret: 31. maj 2023