Gå til hovedindhold

Anni Bloch - Trådkunst 2

Med genbrugte skjorter som lærred broderer Anni Bloch med tråd, så skjorterne hver især er et unikt kunstværk. 

Anni Bloch Trådkunst 2-udstillingen: tre smukke broderet skjorter på række

Indhold

    Vises fra den 3. december 2022 til 2. juni 2023

    I udstillingen kan du opleve trådkunstner Anni Blochs tekstile værker, når hun vender tilbage til Greve Museum, hvor hun udstiller 20 genbrugsskjorter, som hun med sin nål og tråd har givet ny værdi og forvandlet til kunstværker.

    Erindring, fantasi og tanker om forbrug og genbrug har inspireret Anni Blochs broderi, som hun selv beskriver som, at hun tegner med sin tråd. I udstillingen er også en række trådskulpturer, hvor hun med sin tråd former tekstilerne og afprøver nye teknikker og idéer.

    Skjorten har været med os i lang tid

    Skjorten er et beklædningsstykke, som vi kender til langt tilbage i tid. 

    Den tidligere udgave havde ikke mange fællestræk med den nutidige skjorte. Den var meget længere, bredere, og lukket foran, så den skulle trækkes over hovedet.
    Der kunne soves i den, arbejdes i den og den fungerede som underbeklædning for vams, vest eller trøje.

    På hedeboegnen ved Greve var der i 1800-tallet tradition for, at en brudgom fik syet en smuk hørskjorte - en brudeskjorte - med hvide broderier på skulder, bryst og håndled.

    Den moderne skjorte

    Den nye hvide skjorte fik betydning for den store arbejdsgruppe, der var ved at vokse frem efter 2. Verdenskrig. Mennesker, der arbejdede på kontor, som skrev, lagde tal sammen, arbejdede med papir og blyant. Der blev indført skåneærmer for at undgå blyantstilsmudsning af de hvide ærmer.
    Flipproletarerne kaldte man disse kontormænd i hvide skjorter En tydelig markering af at have hævet sig over værkstedsniveauet.    

    Skjorterne bliver nu sjældent slidt op, de bliver smidt væk eller sendt til genbrug.

    Og der hænger de så i rækker, de fravalgte. Hvide, ternede, brogede, slim-line, fit og meget mere.

    Anni Bloch har købt en del af dem, og har broderet med nål og tråd på dem. Et ganske anderledes broderi end det, der tidligere udsmykkede de historiske bondeskjorter.

    Hvem der har ejet dem tidligere, og hvilken historie skjorterne har haft, vides ikke; måske har de været ude at rejse, måske har en af dem fungeret som bryllupsskjorte.

    Det blev til 20 skjorter i alt, og de er nu med i udstillingen på Greve Museum.

    Når udstillingen er forbi, vil skjorterne blive solgt ved en aktion på Greve Museum, hvorefter pengene ubeskåret går til de organisationer, hvor Anni Bloch oprindeligt købte skjorterne.

     

    Forrige Næste

    Sidst opdateret: 23. januar 2023