Gå til hovedindhold

Rund julen af med helligtrekonger

"BANG!" Sådan lød det, når vægerne i et særligt tredelt lys mødtes og antændte en klump indstøbt krudt. Det lille knald slukkede flammen og markerede, at nu var julen forbi. Kom med på en rundvisning på Greve Museum søndag den 7. januar kl. 13 eller 14 og hør mere om markeringen af julens afslutning i gamle dage.

Helligtrekongerlys i stuehuset på museet

Traditionen med at tænde et tre-armet lys helligtrekongersaften for at markere julens afslutning var blot et af elementerne i den folkelige fest, der indtil midten af 1800-tallet blev fejret over hele det danske land som helligtrekonger.

Når vi i dag når frem til nytår, kan det ofte ikke gå hurtigt nok med at få det tørre juletræ ud af huset og få julepynten gemt væk, men sådan har det ikke altid været.

Frem til 1770 var helligtrekongersdag en officiel dansk helligdag, der markerede slutningen på julen, og man lod juletræ og julepynt stå fremme til denne dag. Dagene mellem jul og helligtrekonger blev ligesom i dag brugt til at mødes med venner og familie, og der blev festet både på gårdene og i gaden.

Søndag den 7. januar kl. 13 og 14 kan du komme på en rundvisning i de julepyntede stuer på Greve Museum. Museumsinspektør Kamilla Hjortkjær fortæller blandt andet om de meget populære fakkeloptog, hvor grupper af unge brugte juledagene til at tigge penge ved at gå udklædte og syngende i optog fra hus til hus.

På rundvisningen kan du også lære mere om, hvordan man på helligtrekongersaften og -nat tog varsler om fremtiden. På denne aften kunne bonden tage varsler om det kommende års høst, og de unge ugifte piger kunne ved at fremsige en særlig bøn foran et spejl være heldige at se deres kommende brudgom i spejlet.

Hvem ved, måske kan du endda få lidt tips og idéer til, hvordan du kan komme til at se, hvad der sker i det kommende år for dig, hvis du går med på rundvisningen...

Praktiske oplysninger

Pris: Rundvisningen koster 60 kroner for voksne. Børn op til 18 år er gratis, men skal også booke billet. Med billet til rundvisningen, er der fri adgang til alle museets udstillinger denne dag.

Tid og sted: Søndag den 7. januar kl. 13 og 14 på Greve Museum. Bækgårdsvej 9, 2670 Greve. Museet har åbent fra kl. 11-16.

Helligtrekongerrundvisningen plejer at være et velbesøgt arrangement, og derfor anbefales det, at du køber din billet på forhånd. Vær opmærksom på, om du køber billetter til rundvisningen kl. 13 eller kl. 14. Eventuelt resterende billetter sælges på museet på dagen.

Køb billet

 

Sidst opdateret: 16. november 2023