Gå til hovedindhold

SIDSTE CHANCE. Trine Søndergaard – Faraway Nearby

Torsdag den 27. oktober kl. 16-18 inviterer vi til en hyggelig eftermiddag, hvor vi byder på bobler for at markere udstillingens finale, og du kan møde kunstneren for at høre om tankerne bag udstillingen.

Indhold

    Grib den sidste chance for at opleve kunstfotograf Trine Søndergaards udstilling ”Faraway Nearby” på Greve Museum.

    I 2020 indledte Greve Museum et samarbejde med fotokunstner Trine Søndergaard, og det resulterede i en fotoudstilling med 25 nye fotografiske værker. I værkerne forener Søndergaard sit kunstneriske blik, Greve Museums historiske tekstiler og lokale unge mennesker, der har været modeller til de nye portrætter.

    I værkerne blandes den materielle kulturarv og kunstens søgende og sanselige tilgang til historien. Fælles for værkerne er en udpræget interesse for tid. Eller måske i virkeligheden en opløsning af tiden, idet Trine Søndergaard formår at skabe motiver på tværs af fortid og nutid.

    Trine Søndergaard vil i samtale med museumsinspektør Kamilla Hjortkjær tale om mødet mellem kunst og kultur, og hvordan det har været at tage historiske tekstiler ud af magasinerne for at bruge dem i en ny kontekst.

    I dagens anledning vil der være mulighed for at komme helt tæt på nogle af de tekstiler, som Trine Søndergaard har brugt i sin fotografering. 

    Program

    Kl. 16: dørene åbner, og der er mulighed for at opleve udstillingen og komme tæt på nogle af museets tekstile genstande

    Kl. 17: Samtale mellem fotokunstner Trine Søndergaard og museumsinspektør Kamilla Hjortkjær

    Kl. 17.30: Tale ved museumsleder Mette Tapdrup Mortensen og bobler

    Kl. 18: Tak for i dag

    Denne dag er der gratis entré til museet mellem kl. 16 og 18.

    Læs mere om udstillingen her.

    Udstillingens officielle sidste dag er den 30. oktober.

    Vi glæder os til at se jer.

     Om Trine Søndergaard

    Trine Søndergaard (f. 1972) har igennem to årtier beriget den danske og internationale kunstscene med kunstfotografier, der gennem et tyst og kraftfuldt billedsprog nysgerrigt udforsker rumlig og materiel stilhed og stilstand.

    Et gennemgående kunstnerisk interessefelt har været historiske beklædningsgenstande; tekstiler og materialer. Materialer, der engang var tæt på mennesker, der i dag er døde og borte, mens deres ting lever et stille og ofte hengemt liv på museumsmagasiner.

    Søndergaards kunstneriske metode er at hente tekstilerne frem og iscenesætte dem i samspil med kvinder, der ofte befinder sig i grænselandet mellem barn og voksen. Kvinderne i Søndergaards værker er som trådt direkte ud af deres egen hverdag og ind i en fremmed verden. De har deres eget tøj på, håret sidder almindeligt, og i portrætterne opstår en magi, som det er svært at sætte ord på.

    Sidst opdateret: 23. september 2022