Gå til hovedindhold

Sykredsen på Greve Museum - Hedebosyning

I efteråret 2022 dykker sykredsen på Greve Museum ned i uldgarnsbroderiet med mønstre fra museets gamle agehynder.

Indhold

    I sykredsen på Greve Museum ved brodøse Laila Glienke har vi fokus på alle typer hedebosyninger.

    I efteråret 2022 dykker vi ned i uldgarnsbroderiet med mønstre fra Greve Museums gamle agehynder.

    Du får kendskab til de mange forskellige stingtyper, der anvendes på agehynder, herunder bundsyninger over udspændt net og nedlagt syning. Herudover vil du skulle arbejde med mønstre og stifte bekendtskab med forskellige overføringsteknikker.

    Du vil i denne sæson skulle sy genstande til museet og evt. også til eget brug. Vi bestræber os på at være tro mod hedebosyningens syteknikker, men også tænke i moderne brug. Vi syr på traditionelt, på vadmel med svensk og/eller norsk uldbroderegarn.

    Enkelte materialer udleveres, og ekstra stof samt garn kan købes på dagen hos underviseren til dagspriser.

    Spørgsmål vedr. kurset henvises til brodøse Laila Glienke på hverdage mellem kl. 8-16 på mail laila@glienke.dk eller tlf. 23117305.

    Hvad er en Agehynde?

    Agehynder blev brugt som vognhynder til stadskørsel eller som hynder i bundestuen. De er oftest vævede i uld, af den type man kalder vadmel. På museerne er der flere bevarede eksemplarer med fine broderede motiver. Ofte er garnerne i stærke farver, og man finder såvel religiøse som verdslige motiver.

    Der forekommer også blomstermotiver og geometriske mønstre. Ofte havde forskellige landsdele deres særlige mønstre. Det er tydeligt, at puderne ikke altid er udført med lige stor professionel hånd. De puder der er bevaret i dag på Greve Museum stammer fra perioden mellem 1700–1800-tallet.

    De agehynder, som ikke er blevet indsamlet af museerne, ved vi ikke, hvad der er sket med. Tidligere blev tekstiler ofte genbrugt og man kunne forestille sig, at nogle af de fine broderier er blevet syet om til dekorative puder eller måske vægbilleder.

    Tilmeld dig kurset

    Praktisk information

    Sidst opdateret: 22. august 2022